Da Bertrand Piccard og Brian Jones tog ud på det til dato længste balloneventyr nogensinde, sad jeg hjemme i stuen med min far ved siden afog fulgte troligt med. Jeg var bare 13 år dengang, men havde i de foregående år fulgt forsøgene hos Bertrand, Steve Fosset, Richard Branson og alle de andre. Hvert et forsøg blev fulgt med stor iver derhjemme på det gamle hakkebræt af en computer og med 32K modem, så vi kunne følge med online. Det var stort, nok så stort, at det plantede et frø i mig om at udforske verden og livet gennem en ballon. Et frø, som blev næret af de mange oplevelser fremadrettet, som til sidst voksede sig så stort og stærkt, at jeg en kold tidlig morgen stod foran mit til dato største eventyr. Faktisk så stort, at selv efter landingen i Mirow, Tyskland, forstod jeg ikke helt hvad jeg havde gjort. Der gik mange dage, før det egentlig gik op for mig. Men lad os spole tiden lidt tilbage til august 2012, for det er her, eventyret rigtig taget fat.

En sensommeraften i august 2012 sad jeg derhjemme med familien og slappede af. Jeg kan ikke helt huske hvordan, men pludselig fik jeg ideen om at ville prøve at flyve i længere tid end de 1-2 timer, vi normalt flyver i. At finde ud af, hvad der sker på den anden side af ”hegnet”, som afgrænser det område, jeg normalt flyver i. At opleve, hvordan dagen udvikler sig, efterhånden som man svæver igennem den. Samme aften satte jeg mig ned og lavede en masse estimeringer og skitser på, hvordan det her mon kunne lykkes. Jeg søgte lidt hurtig viden og så et projekt tage form foran mig. Der var mange ubekendte og mange problemstillinger der skulle tages hånd om, men ikke desto mindre tændte det en flamme i mig, som sjældent er set.

2013 blev året hvor jeg for første gang fløj nord for polarcirklen, nærmere betegnet i Gällivare i Nordsverige, ikke langt fra Kiruna. At flyve nord for polarcirklen i arktiske omgivelser er en af de mange ting, som står på min ballon to-do liste. Så da jeg endelig fik muligheden, slog jeg selvfølgelig til. Jeg skulle op og flyve sammen med Per Helmersson i hans 260'er Turkish Airlines ballon med plads til 12 personer. Per har flere gange fløjet i Gällivare og er generelt en meget erfaren og dygtig pilot. Dette fik jeg ved selvsyn at se ved de forskellige starter under meget krævende forhold. Per flyver generelt over hele Sverige, men kommer fra Göteborg, hvor han driver dit firma Ballongflyg i Väst.

Efter at være landet i Lapland International Airport (Gällivare Flygplats), var jeg allerede faldet på halen. Velkommen til minus 27 grader og minimum 1 meter puddersne. Luften var så krystalklar og tør, da jeg landede om aftenen, så jeg glædede mig til næste morgen, hvor eventyret kunne starte.

At vågne op til denne udsigt på førstedagen, er ligesom juleaften da man var lille.

Jeg kunne slet ikke vente. Arctic Balloon Race, som stævnet i Gällivare hedder, er et lidt utraditionelt stævne, da det er en løs blanding af hygge og konkurrence. Hver dag gælder det om at flyve ind på et mål på søen, som ligger mellem byen og bjerget Dundret. Det skal man, fordi der kun er 9 veje i hele området og lander du ikke på sådan en eller på en sø, ja, så kommer du først hjem mange timer senere og det kan være et problem med den massive kulde, som er deroppe. Samtidig er stævnet en mulighed for at vise lokalsamfundet, hvilket fantastisk område de bor i. Det gør man ved, at hver pilot skal tage passagerer med. Hver pilot må selvom hvor mange han tager med, han skal dog minimum have en med. Efter at have hentet vores passagerer tog vi derefter ud til et samlet startsted. Dette skete efter kyndig vejledning af Per Helmersson, som rådgav hele stævnet med startsteder, da han er særdeles kendet deroppe. Et startsted i Gällivare er enten en grusgrav, et parkeringsområde eller mindre veje, da der ikke findes åbne områder som sådan deroppe.

Thomas Jøhnk og Philip Mundt, Januar 2013

Philip Mundt og Thomas Jøhnk deltog i januar 2013 i et fiesta ballonstævne i Alperne, nærmere bestemt Toblach-Dobbiaco i Dolomitterne i Italien. Målet med turen var spe­cifikt at få erfaringer med over­flyvning af Alperne (dog ikke hele vejen fra nord til syd). Korteste distance fra Toblach-Dobbiaco til fornuftige landingsmulighed på Po-sletten mod syd er små 100 km.

Stævnet vi deltog i var Dolomiti Balloonfestival (www.balloon­festival.it). Stævnet blev afholdt for 11. år i træk. Til stævnet var til­meldt 35 balloner, hvoraf de fleste havde stor erfaring med flyvning i Alperne og hvor mere end halvdelen kom for at flyve over Alperne (i modsætning til blot at flyve i dalene). Stævnet var derfor en guldgrube af viden, og vi ankom derfor også til briefing hver morgen en halv time før tid for at suge til os af viden fra de øvrige piloter.

Stævnet er meget italiensk! Der var ikke styr på noget som helst, bortset fra vejrbriefingerne som var sær­deles grundige. F.eks. var vindene alt for kraftige til at flyve den første dag (70-80 knob over bjergene). Efter vejrbriefingen sagde eventdirector på sit italienske engelsk: So we can’te flye todaye, but pleasee let me knowe who take passangers todaye!

Verdensmesterskabet 2012 i USA har på alle måde været et rigtigt godt stævne. Dejligt flyveområde, god organisation, venlig befolkning og så er der lige den faktor som man ikke kan planlægge på men som betyder alt, nemlig godt vejr. Og hele ugen var det ballonvejr, så hvor man til andre stævner går og bekymre sig om man kommer ud at flyve, så var vi rolige og vidste hele tiden, at der ville blive flere flyvninger.  Ud af de 11 mulige flyvninger blev det til 10, det højeste antal til et EM eller VM i mange år. Der blev også slået en anden rekord og det var antallet af task (delkonkurrencer), idet vi fløj 30 task på de 10 flyvninger, derved var der 30.000 point at kæmpe om som max resultat. Vinderen blev amerikanske Nick Donner med 24030 point, sølv fik amerikanske Johnny Petrehn og japanske Yudai Fujita fik bronze.